HOVEDUTSTILLING

Vejen til Moskva & Strøtanker fra Danskebåten

Væver Anne Mette Larsen & Keramiker Sverre Tveito Holmen

VEJEN TIL MOSKVA

Tekstile oversættelser

Denne udstilling handler slet ikke om Rusland eller Moskva. Der er helt utrolig meget den ikke handler om: det historiske, det politiske, det kulturelle... jeg har forsøgt, men gav op. Hele Østeuropa kommer væltende når jeg griber fat i en lille flig og vil skrive noget klogt. Derfor har jeg valgt at holde mig på sporet – mit eget smalle tekstile spor.

Jeg vedkender mig en vis mængde nostalgi og en stor portion uvidenhed. Men også ydmyghed og kærlighed overfor det jeg har oplevet på min vej. Jeg kommer som privilegeret skandinav med mine tyske Ortlieb tasker, min hollandske Kogacykel, min norske kæreste, mit visakort og mit danske pas. Kan jeg tillade mig at være fascineret af boligblokkenes monotoni hvis de der bor der ønsker sig væk, og jeg selv hellere vil bo i et hus ude i en skov? - eller skønheden i de forfaldne og uisolerede landsbyhuse der har været vidne til begivenheder vi slet ikke kan forestille os?
 

Jeg siger på forhånd undskyld, og overgir mig til min egen begejstring for grå beton, kulørte træhuse og hullede veje.
Dette skrev jeg i maj 2O19. Der er sket så meget siden... jeg håber, en dag, at kunne vende tilbage til Ukraine.
 

STRØTANKER FRA DANSKEBÅTEN

Keramiske collager/ Keramiske Saker og Ting
 

Jeg har en ikke ubetydelig samling af stort og smått (rot?) som en gang har tjent nyttige formål, og som fremdeles er godt for øyet i sit design og uttrykk.

Andre gjenstander som fasinerer og som ikke kan bringes hjem til samlingen, da de er for store eller kanskje tilhører andre, er fotograferet, tegnet ned eller kun opplevd. Disse super-alminnelige og likegyldige? tingester med vakre og fasinerende detaljer, drukner lett for våre øyne, fordi vi er omgitt av så mye, og så mye af dårlig formgivning og kvalitet.

Mine utallige overfarter med ”Danskebåten” over Skagerak mellom Hirtshals og Langesund og motsatt, (som bosatt i Danmark det meste av mitt overveiende voksne liv og med hytte på Rjukan), fungerer som små pauser hvor tiden går i stå.

​

Her får strøtanker omkring mine iakttagelser og lagrede minner, fritt spillerum og lander ofte som konkrete idéer til hva jeg skal i gang med i værkstedet når jeg vender hjem.

​

For eksempel mine seneste collageaktige keramiske verker/skulpturer.